Velkommen til Sandslottet!
I Sandslottet er vores vigtigste opgave at give alle vores børn en rar hverdag, hvor de udvikler sig og får gode minder. Vi ved, at det, der skaber størst trivsel hos børnene, er, at vi arbejder bevidst med alle dagens situationer og aktiviteter.
Det betyder blandt andet, at vi er bevidste om at bruge alle de små overgange i løbet af en dag, så børnene bliver støttet, der hvor de er i deres udvikling, eksempelvis omkring måltidet, eller når vi skal gøre os klar til at komme på tur. Garderobesituationen, hvor vi lærer at tage sko på den rigtige fod og lyne en jakke, kan nemlig være et lige så vigtigt læringsrum, som det at kigge i en bog. Vi er også særligt opmærksomme på, hvordan vi sammensætter børnegrupper, så relationerne i grupperne understøtter børnenes udvikling.
Vores fysiske rammer
Vi ligger i området mellem Kløvermarken, Lergravsparken og Amager Strand, hvor vi bor i flotte og nye lokaler med masser af lys og gode rammer til at skabe en hverdag fuld af tryghed og leg. Derudover er vi en lille institution, hvilket giver os god mulighed for at lave aktiviteter på tværs af vuggestuen og børnehaven, så både børn og voksne kender hinanden på kryds og tværs af stuerne.
Vores hus fordeler sig på to etager. I stueetagen er vores tre vuggestuegrupper, og ovenpå hører vores to børnehavegrupper til. Vi har også et skønt fællesrum ud til køkkenet, hvor vi samles om alt fra morgenmad til fælles madlavning med børnene. Derudover har vi en dejlig, nybygget legeplads, som giver anledning til masser af bevægelse og leg - her er både klatretårne, en cykelbane, gynger og et legekøkken, hvor der tilberedes masser af sandkager.
Fakta om Sandslottet
Vi bor på Strandlodsvej 33 i nye lokaler, som blev bygget i 2013. Her har vi plads til 80 børn, som fordeler sig på tre vuggestuegrupper med 12 børn i hver og to børnehavegrupper med 22 børn i hver.